Flere holder ferie i idrætshallerne
Flere og flere børn vælger at holde vinterferie sammen med andre børn i landets idrætshaller, hvor de deltager på DGI´s idrætsskoler og -lejre.

Foto: Bent Nielsen
2300 børn og unge holder ferie med idræt i vinterferien - heraf cirka en tredjedel spiller badminton. (Arkivfoto)
Uge 7 og 8 forbinder mange med en aktiv ferie på ski, men 2300 børn og unge har valgt idrætshallen frem for løjperne. På DGI’s 80 idrætsskoler og lejre fordelt over hele landet kan de i vinterferien vælge at udfordre sig selv i deres yndlingsidræt eller spille med musklerne i noget de aldrig har prøvet før.
Sidste år valgte 1800 børn en vinterferie med idræt i DGI, men det tal er steget med over 20 % til 2300 deltagere på DGI´s skoler og lejre i 2010.
Sund og aktiv ferie
For de fleste – 850 børn - bliver det en ferie med ketsjer og fjerbold. Populariteten skyldes ifølge formanden for DGI badminton, Benny Andreasen, at man på DGI´s skoler og lejre kan slå flere fluer med et smæk.
”Mange børn og forældre har ikke ferie på samme tid, men på en idrætsskole eller lejr i DGI kan børnene få en aktiv ferie med fokus på idræt og sundhed. Det er en aktiv ferie med frisk frugt og vand, uden cola og pomfritter, så forældre kan med sindsro sende deres børn af sted.”
Idrætsskoler og -lejre er en form for træningslejr, hvor der er tid til både nye fif, teknik og socialt samvær.
Ferie med idræt
DGI arrangerer skoler og lejre indenfor badminton, basketball, bordtennis, fodbold, gymnastik og håndbold, agility, kampidræt og svømning. Derudover er der en række skoler og lejre for hele familien – også bedsteforældre.
Både begyndere og øvede
Håndbold, basketball, gymnastik og flere andre idrætsgrene er også populære i ferien. Og der noget for både begyndere og mere øvede.
”Det giver børnene lyst til at forsætte med at dyrke idræt. Det er børnenes mulighed for at udvikle sig, men der er også mange, der tager klassekammerater med, som ikke normalt dyrker idræt,” siger Benny Andreasen.
Ofte bliver deltagerne også præsenteret for nye aktiviteter.
”Det her er jo også det sted, hvor børnene kan prøve sig selv af i et socialt sammenspil med andre børn og instruktørerne kan lave et eksperimentarium.”
Idrætsskoler og –lejre er endnu mere populære i sommerperioden. Sidste år var cirka 22.000 børn og unge aktive i DGI i deres sommerferie.
Opdateret 15. februar 2010 Af Kir KlysnerEjer: Kommunikationsafdelingen